Anmeldelser • Livets Brød I Stoltenborg

– Margit Pedersen, Ventrebladet (Holbæk) d. 30/11-2007:
Det er et farligt miks at ville underholde med en saftig kærlighedshistorie og samtidig vise mennesket bag den sorte, tunge middelalderdragt og bakse med temaer som præsters arbejdsliv og bøvl med menighedsråd, provst og biskop, menneskers forhold til hinanden, tro, teologiske og eksistentielle spørgsmål, menneskers usikkerhed og manglende selvværd. Det lykkes for Kirsten Schmidt lige at holde balancen … Mina er overfladisk munter på grænsen til hektisk, men går alligevel lige i hjertet og føles både troværdig og levende. Billedet af præster som perfekte, kønsløse embeds-m/k’er krakelerer på herligste vis.

– Maria Sjøqvist, Kristeligt Dagblad 14/2 2008:
Det er måske for tidligt i midten af februar at udnævne Kirsten Schmidts “Livets brød i stoltenborg” til at være årets slemmeste romanudgivelse … blottet som den er for stringens, litterære kvaliteter og med et plot, der er grædende banalt … Det er en hvinende banal historie pakket ind i præstegevanter, proppet med pladdersentimentale floskler … Der er ikke sket en snus fra den første til den anden roman … Men ellers er det ikke en roman, man kan anbefale, med mindre man ønsker sig et ufrivilligt grin.

– Lea Norup, Udfordringen. 26/3-2008:
Bogen beskriver – på bedste og mest virkelighedsnære vis – livet som ung og grøn præst … og indeholder også nogle fine teologiske og letforståelige udredninger af kristendommen, fremført af to katte, som også følges gennem bogen. At det er kattene, der udbreder deres viden om troen, virker noget komisk, men egentlig er der skrevet på en måde, så man som læser føler sig talt til, og med en humor, der gør det let fordøjeligt. Ofte sidder man og trækker på smilebåndet, for de beskrivelser, der ellers kunne fremføres negativt, sættes ind i en humoristisk ramme og er underholdende på en “stand-up-agtig” måde. Alt i alt en nutidig, nærværende og virkelig humoristisk bog.

– Finn Feilan, Præsteforeningens Blad 11/4 2008:
Læserne præsenteres for en kærlig karikatur af ansættelsesprocedurer og menighedsråd … beskrivelsen er veloplagt som en spindende maine coon; men tag ikke fejl, der er lange skarpe kløer gemt i de bløde poter. Mange af problemstillingerne har rod i virkeligheden … embedsstrukturer, provster og bisper går heller ikke ram forbi. Det er en tanke værd, at den organisation (folkekirken), der umiddelbart tager sig ud som det mest borgerlige, bureaukratiske og forudsigelige af alt, også indeholder spor af både kaos og vanvid. Noget af den er måske plat – men den er også befriende morsom.

Annebeth Larsen Møller, Mariagerfjord bibliotekerne:
Dette er ikke en stor historie, men det er en fin lille bog med en sød og sjov handling, som samtidig på en meget humoristisk og til tider lettere overdreven måde giver et indblik i den ellers lidt lukkede folkekirke. Jeg må indrømme at jeg ikke kan stå for bogen, og jeg tør godt love at man får et noget andet syn på præster efter at have læse Kirsten Schmidts bøger.

– Inger Enevoldsen, Billund bibliotekerne:
Kirsten Schmidts bøger er letlæste og sprudlende. Temperamentet og det gode humør lyser ud af siderne. Med en veludviklet humoristisk sans sætter hun samtidig fokus på, hvad præstejobbet indebærer i dag …

Websiden MinaLobata anvender cookies. Accepter for at fortsætte ... Mere Information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close